En grønnere, sundere og
mere retfærdig by

Vi har på HF&VUC Fyn modtaget beskeden om, at vores mentorordning for psykisk sårbare unge med autisme står for skud ved årsskiftet 2025/26. En indsats, som betyder, at unge med autisme og andre psykiske udfordringer bliver i stand til at tage en ungdomsuddannelse, de eller ikke ville have fået. 

Èn ting er, at vi i Odense Kommune bør gøre alt hvad vi kan for at finde pengene til at fortsætte indsatsen. Alt andet giver simpelthen ikke mening, hverken menneskeligt eller økonomisk. Står det til mig, så finder vi de penge. 

Men vi er helt sikkert ikke de eneste, som mærker, at beskæftigelsesreformen og dens kolossale besparelser på psykisk sårbare unge har store konsekvenser. For der er mange vigtige indsatser rundt omkring i landet, som risikerer at få kniven. 

Jeg ved, at det gør ondt i hjertet på vores fagpersoner - fordi vi ved, at vores mentorer gør en verden til forskel for de unge, de støtter. Vi ved, at vores unge trives bedre, og at rigtig mange af dem klarer sig med virkelig høje karakterer og tager en videregående uddannelse. 

Den “besparelse” vi som samfund kan lave på vores ungeindsatser er INGENTING sammenlignet med de udgifter vi kommer til at få, hvis vi efterlader vores unge helt alene tilbage. Det er ikke i orden. 

Der er jo ellers nærmest ikke det, vi ikke kan få. Skattelettelser, billigere slik og chokolade. Det regner med gaver ned over danskerne fra Regeringen.  

Men regningen sendes videre til dem, der har det sværest. Blandt andet vores unge på for eksempel HF og VUC. Det er vanvid. Det er endnu et kæmpe generationssvigt. 

Mange af de unge, vi giver en uddannelse kender du helt sikkert også til i forvejen. Du kender dem fra statistikkerne om stigende mistrivsel, du kender dem fra historierne om børn og unge, der ikke kommer i skole, du kender dem fra ventelisterne for at blive udredt for f.eks. ADHD. 

HF&VUC Fyn fik Socialministeriets handicappris for et par år siden. Som bestyrelsesmedlem hos HF og VUC Fyn er det noget af det, jeg er allermest stolt af. 

Dén fik vi netop for det store arbejde med unge med f.eks. autisme. Unge, som uden en mentor til at gribe dem og følge dem gennem hverdagens op- og nedture, er i kolossal risiko for slet ikke at få en ungdomsuddannelse. Vi kan nok heller ikke forvente, at det gør noget godt for ventetiderne i psykiatrien. 

Det berør mig derfor dybt, at vi lige nu ikke ved, om vi kan fortsætte vores indsats efter nytår. Det er midt i et skoleår!

Man fjerner velfungerende, målrettede og håndholdte indsatser for unge i risiko for svær mistrivsel og psykisk sygdom - og derfor også i stor risiko for et liv uden en uddannelse eller arbejde. 

Man kan næsten ikke tænke andet end: Er vores mest udsatte unge blevet systemets pris for at balancere budgettet?

Det er mig en gåde, når der samtidig er råd til alt fra skattelettelser og bomber til billig slik og chokolade. Men ikke vores mest sårbare unge. 

Det har siden folketingsvalget igen og igen chokeret mig, hvor lidt opmærksomhed Regeringens og Folketingets besparelser på 6 milliarder kroner i kommuner og region har fået. Det er en 6 milliarder kroners besparelse på den nære velfærd. Trukket ud af hatten, fordi pengene skal bruges til alt muligt asocialt bras. Kunne vi i det mindste få en forenkling af beskæftigelsesområdet, som ikke primært havde til formål at skære 3 milliarder kroner ud?

Nu lader Folketinget det være op til et postnummer-lotteri. Er man heldig, så bor man i en kommune som kunne finde pengene og redde indsatserne. Hvis ikke, er det bare ærgerligt. 

Hvem skal passe på de sårbare unge, når forebyggelsen bliver slagtet?